Det uafhængige ekspertorgan Klimarådet har udgivet en statusrapport, hvor de blandt andet anbefaler klimaafgifter på flyrejser, hvis den danske regering skal nå målsætningen om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.
Der skal mere fart på den grønne omstilling, hvis man skal nå regerings mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Sådan lyder det fra Klimarådet i en statusrapport. Det skriver Ritzau.
For at nå regeringens mål, anbefaler klimarådet blandt andet, at man tilføjer en klimaafgift på flyrejser, der tilpasses efter, hvor langt man flyver.
– Det betyder, at vi måske skal lægge en passagerafgift på 50 kroner for en flyrejse i Europa og måske 300 kroner for en til Fjernøsten.
– Det er et første skridt, så det vil ikke slå voldsomt ud på udledningen af drivhusgasser på den korte bane, men vi er nødt til at komme i gang med regulering af flybranchen, lyder det fra formanden Peter Møllgaard.
Ud over en passagerafgift på flyrejser anbefaler rådet også øget incitament til at købe elbiler og en plan for udrulning af ladestandere til bilerne. Derudover råder de til, at man undlader at bruge biomasse som erstatning for kul på kraftværker.