Annons:

Hovedstadens hoteller boomer: Hoteldirektør forventer at lande det bedste resultat nogensinde

Den danske turistsektor, og særligt hovedstadsområdet, er på fremmarch, viser nye tal. Københavnsk hoteldirektør forventer, at i år bliver det bedste år nogensinde, men på ét meget vigtigt parameter er industrien ikke på rette kurs endnu.

Det går vanvittigt godt for den danske turistindustri. Det skriver Berlingske.

Faktisk går det så godt, at antallet af overnatninger på hoteller i hovedstadsområdet i år i maj måned satte rekord for tredje år i streg, viser splinternye tal fra Danmarks Statistik.

En af dem, der oplever kronede dage, er David Olsen, som siden 2006 har været direktør for den familieejede hotelkæde Hildebrandt Hammer Hotels.

Aldrig nogensinde har han oplevet større vækst på sine fire hoteller i Indre København.

De ligger, som direktøren forklarer det, hver især i det »pæne« firestjernede segment og i en prisklasse, hvor man betaler for at bo centralt i hovedstaden og tæt på byens seværdigheder.

Men prisen skræmmer ikke kunderne væk her midt i højsæsonen for Ascot Hotel, WIDE Hotel, Fiftyseven House og Hypernym.

»Vi oplever helt sikkert øget efterspørgsel. Det er der slet ikke nogen tvivl om,« siger David Olsen, som forventer, at hotelkæden i år kan bogføre et resultat efter skat på mellem 15 og 20 millioner kroner.

Det bliver det bedste resultat nogensinde for Hildebrandt Hammer Hotels, som i sit seneste regnskab landede et overskud på lige under ti millioner.

Bare 10-15 procent af kædens 145.000 årlige gæster er danskere, og David Olsen forklarer, at halvdelen af dem er turister.

»Vi har, siden coronapandemien lagde sig, haft én lang opadgående kurve. Det gælder særligt på det europæiske marked,« fortæller David Olsen.

Billedet er det samme i resten af kongeriget, hvor de danske hoteller på tværs af landkortet oplever tårnhøj optimisme bare få år efter coronapandemien, der lagde Danmark i lås og slå.

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmarks hoteller i maj måned lagde hus til alt i alt 1.876.310 overnatninger – en stigning på over 20 procent siden samme måned i 2019, hvor industrien var lykkeligt uvidende om, hvilken pandemi der skulle til at ramme den.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.