Annons:

HORESTA: SAS-ekspansion i København er en guldrandet nyhed for dansk turisme

”SAS’ betydning for udviklingen af turismeerhvervet kan ikke overvurderes”, siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadm. direktør i HORESTA.

Det er en fantastisk nyhed for dansk turisme, at SAS har meddelt, at man satser på Københavns Lufthavn som en primær hub for selskabets internationale og interkontinentale netværk.

Sådan lyder reaktionen fra HORESTA ovenpå nyheden fra det skandinaviske luftfartsselskab.

”SAS’ betydning for dansk turisme kan ikke overvurderes. Flyselskabets netværk og i forvejen store satsning på Danmark øger tilgængeligheden til det danske marked. Ikke bare for virksomheder og arbejdskraft men i særdeleshed også for turister. Med lanceringen af 15 nye ruter bliver der sat turbo på udviklingen”, siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadm. direktør i HORESTA.

En analyse fra Copenhagen Economics fra 2019 viser, at SAS transporterer 24 procent af alle forretnings- og fritidsrejsende, som ankommer til danske lufthavne hvert år. De indenlandske og udenlandske passagerer, som SAS flyver til danske lufthavne, forbruger varer og tjenesteydelser for ca. 18 mia. Det betyder, at SAS’ passagerer tegner sig for 17 procent af det samlede turismeforbrug i Danmark.

”SAS har været udfordret gennem mange år. Derfor er det opløftede, at selskabet nu spiller offensivt ud – og endnu mere, at det foregår med afsæt i Danmark. Det her er en kæmpe nyhed for dansk turisme”, siger Jeppe Møller-Herskind.

Han vurderer, at SAS’ ekspansion i Københavns Lufthavn passer perfekt ind i Wonderful Copenhagens strategi Comeback Copenhagen, som blev lanceret for at genopbygge og styrke turismen i København efter COVID-19-pandemien. Strategien fokuserer på at øge tilgængeligheden til byen og styrke dens position som en attraktiv destination for både internationale og indenlandske turister.

”Med SAS’ nye ruter, der skaber bedre internationale forbindelser til København, bliver tilgængeligheden markant forbedret, hvilket er en afgørende faktor i Comeback Copenhagen-strategien. SAS’ netværk vil tiltrække flere turister og forretningsrejsende, som kan bidrage til den økonomiske genopretning og det turismeforbrug, som strategien sigter mod at øge. Desuden vil det internationale fokus og udvidelsen af ruter matche strategiens mål om at gøre København til en foretrukken destination på globalt niveau,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.