Antallet af overnatninger for kyst- og naturturismen i Danmark er i fremgang for tredje år i træk – og endda med et rekordår.
Overnatningstallene for kyst- og naturturismen i Danmark for 2018 er blevet offentliggjort.
En vækst på 1,9 procent svarende til det foregående år, giver en rekord på 720.000 overnatninger i 2018. Det er en vækst, der har fortsat siden 2015, skriver mediet NordJyske.
I 2018 bidrog kyst- og naturturismen med mere end 50 procent af den samlede vækst i dansk turisme. Ifølge Jens Hausted, direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, skyldes det blandt andet det varme vejr, vi har haft i Danmark:
– Kyst- og naturturismen i Danmark er naturligvis i 2018 hjulpet på vej af det gode vejr, vi har haft, men vi mener ikke, at det er den væsentligste årsag til væksten, siger Jens Hausted.
– Snarere er der tale om, at de danske feriesteder har fået godt fat i de tyske turister, som nyder at komme til kysten i Danmark og opleve fred, ro og smuk natur med familien – ligesom de danske feriegæster, siger direktøren.
Turister fra Tyskland udgør næsten 30 procent af alle overnatninger i dansk turisme. Danske turister udgør knap 50 procent.
Ifølge NordJyske rummer opgørelsen ikke særskilte tal for Nordjylland.
Dansk Kyst- og Naturturisme står bag kampagner til formål for at fremme turismen i Danmark som kampagnen “Elsker Danmark”, der i år afholdes for fjerde gang.