Ifølge BT mangler der både hænder ved check-in, bagagehåndtering og i sikkerhedskontrollen.
»Det tager tid at ansætte personale, blandt andet i sikkerhedskontrollen, hvor medarbejderne gennemgår en grundig uddannelse og sikkerhedsgodkendelse, inden de kan få lov til at arbejde i lufthavnen,« siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard i en pressemeddelelse.
Derfor bliver det svært at undgå øget ventetid for rejsende i påskedagene.
»Vi anbefaler, at man hjemmefra checker ind online, hvis man har mulighed for det. På den måde kan man både spare tid i lufthavnen og samtidig give mere plads til andre passagerer, der ikke har samme mulighed,« siger Peter Krogsgaard og fortsætter:
»Det er også en god ide, at man nogle dage inden rejsen undersøger, hvilke indrejsekrav og dokumenter, der kræves i det land, man rejser til. Det kan for eksempel være testkrav eller andre dokumenter, der skal udfyldes og indsendes nogle dage inden afrejse. Derudover er det en fordel at have dokumenterne printet både på papir og elektronisk.«
Han anbefaler dog, at man er i lufthavnene to time før afgang, hvis man skal flyve i Europa. Går turen til andre dele af verden, så er anbefalingen, at man er i lufthavnen tre timer før afgang.