Annons:

Forhandlinger brudt sammen: Flytrafik kan lukke ned

Ligner nu tyder intet på, at parterne kan komme til enighed, og det kan ramme trafikken i Grønland

Forhandlingerne om en ny overenskomst mellem Dansk Metal, der repræsenterer flymekanikerne i Grønland, og flyselskabet Air Greenland er brudt sammen.

Nu risikerer flytrafikken til og fra Grønland at blive lukket ned fra 9. april.

Det skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse.

Flymekanikerne er klar til at strejke, efter at det ikke er lykkedes at komme til enighed om en ny overenskomst efter gentagne forhandlinger.

– Vi forsvarer vores medlemmers realløn. Derfor kan vi under ingen omstændigheder acceptere, at vores medlemmers løn bliver udhulet, når virksomheden har en stærk økonomi. Medarbejderne har været med til at skabe den værdi, og det er nu, de skal mærke det. Vi er klar til at strejke, hvis Air Greenland ikke rykker sig, siger forbundssekretær og forhandlingschef i Dansk Metal Keld Bækkelund i pressemeddelelsen.

Dansk Metal har nu varslet konflikt mod den transatlantiske airbus-rute mellem Kastrup og Kangerlussuaq, der er den eneste direkte rute til og fra Grønland. Som modsvar har Air Greenland varslet lockout mod alle Dansk Metals flymekanikere på de lokale lufthavne i Grønland fra 11. april.

Sker det, vil det lamme den interne trafik i Grønland, da indenrigsflyvninger er afgørende for at komme rundt i landet.

– Vi ønsker ikke at ramme indenrigstrafikken i Grønland, og vi beklager meget, at det grønlandske folk nu bliver ramt. Det er alene Air Greenlands beslutning. Vi har udelukkende varslet strejke på den transatlantiske rute, siger Keld Bækkelund.

Der er i øjeblikket ikke planlagt yderligere forhandlinger mellem de to parter.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.