Annons:

Flybe-direktør træder tilbage

Flyselskabet Flybe har annonceret, at deres administrerende direktør, Christine Ourmières-Widener, har besluttet at fratræde sin stilling.

Fra den 15. juli 2019 vil Christine Ourmières-Widener ikke længere være administrerende direktør i Flybe, når flyselskabet bliver solgt til Connect Airways, som er ejet af Virgin Atlantic, Stobart Air og investeringsselskabet Cyrus Capital.

– Det har været et privilegium at lede Flybe i løbet af de sidste to år og arbejde med et så fremragende og dedikeret hold af professionelle, sagde Christine Ourmières-Widener.

– Sammen har vi været i stand til at sikre arbejdet hos vores loyale Flybe-medarbejdere med salget til Connect Airways og give vores kunder og Storbritannien den vigtige transport- og rejseinfrastruktur, de stoler på, mens vi forbereder Flybe til en lys fremtid under nye ejere, afslutter hun.

Bestyrelsen takker hende for hendes lederskab. Særligt for hendes ledelse i flyselskabets vanskelige periode, der førte til salget:

– På vegne af hele Flybe-bestyrelsen vil jeg gerne takke Christine Ourmières-Widener for hendes engagement og betydelige bidrag i Flybe, siger Jonathan Peachey, Director for Flybe Limited, og fortsætter:

– Det omfatter hendes utrættelige indsats for at sikre fremtiden for kunderne og lokalsamfundet, der stoler på Flybe, såvel som selskabets medarbejdere, pensionsmedlemmer og kreditorer. Vi ønsker alle Christine det allerbedste i fremtiden.

Flyselskabet blev i februar solgt for 2,8 millioner pund. Det svarer til ca. 24 millioner kroner. De forventer at finde en afløser, før Christine Ourmières-Widener officielt fratræder sin stilling.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.