Annons:

Smedegaard exit’es som Norwegian-formand

Nye storaktionærer vil have pladser i bestyrelsen. Som ny formand foreslås tidligere islandsk centralbankchef.

Lavprisselskabet Norwegian får efter alt at dømme ny bestyrelsesformand, når selskabet afholder sin ordinære generalforsamling på næste fredag, den 4. juni.

Torsdag morgen bekræfter generalforsamlingens valgkomité nemlig, at man foreslår en del udskiftninger i den nuværende bestyrelse. Og som ny formand foreslår komiteen den tidligere centralbankchef i Island, Svein Harald Øygard.

Af en børsmeddelelse fremgår det, at valgkomitéen foreslår en nyvalgt Norwegian-bestyrelse sammensat således:

 

Svein Harald Øygard (formand)

Lars Boilesen (nyvalg)

Ingrid Elvira Leisner (genvalg)

Sondre Gravir (nyvalg)

Chris Browne (nyvalg)

Medlemmer af bestyrelsen i Norwegian vælges for to år ad gangen, og det er derfor ikke den samlede bestyrelse, som er på valg ved den kommende generalforsamling.

Den sandsynlige arvtager til danske Niels Smedegaard har, udover topjobbet som islandsk cntralbankchef været direktør i konsulentvirksomheden McKinesy, ligesom han har fungeret som rådgiver i flere investeringsbanker. Ifølge børsmeddelelsen fra Norwegian honoreres jobbet som bestyrelsesformand i lavprisselskabet med 1,1 mio. norske kr. pr. år.

At den kommende bestyrelsesformands tiltræden er et ønske fra nye storaktionærer i Norwegian bliver tydeliggjort af den kendsgerning, at samme Øygard også indtræder i bestyrelsen for det John Fredriksen ejede olieboreselskab Seadrill. Fredriksen har investereret henved 900 mio. norske kr. i Norwegian, og er blandt lavprisselskabets nye storejere.

Niels Smedegaard har været formand for bestyrelsen i Norwegian siden maj 2019. Han blev dengang hentet ind specifikt for at gennemføre en ”redning” af lavprisselskabet, som allerede inden Corona-krisen kæmpede med massive driftsunderskud og stor gæld.

Siden november sidste år har Norwegian-koncernen været under konkursbeskyttelse med tilsyn fra domstole i Irland og Norge. De berørte koncernselskaber udtrådte i går af konkursbeskyttelsen.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.