I en børsmeddelelse tirsdag understreger flyselskabet, at rentebetalingerne, som ifølge norske medier skulle være faldet den 23. juli, bliver betalt i forbindelse med den ventede konvertering af obligationerne til aktier i selskabet.
Og det er netop her, der er opstået et problem for SAS. Ejerne af de mange obligationer har nemlig, i første omgang, afvist at lade deres lån konvertere til aktier i SAS, angiveligt fordi obligationsejerne føler, de bliver stillet for dårligt økonomisk med konverteringen.
Men i de omfattende hjælpepakker, som både den danske og norske stat har stillet SAS i udsigt, er det en forudsætning, at obligationsejerne accepterer konverteringen. Derfor forhandler SAS og obligationsejerne derfor om en konvertering på vilkår, der er mere spiselige for obligationsejerne.
De statslige hjælpepakker er af SAS selv betegnet som livsvigtige for selskabets overlevelse. Selskabet aflyste for to uger siden et møde med obligationsejerne, hvor konverteringen skulle have været vedtaget.