Annons:

SAS skylder flykunder over fem mia.

Tilbagebetalingskrav, der stammer fra aflyste flyrejser under Covid 19 krisen overstiger selskabets kassebeholdning.

Flyrejsende med SAS, der har fået annulleret deres flyrejse i løbet af Covid 19-krisen, har mere end fem mia. kr. til gode i refusion af betalte flybilletter, skriver den norske avis Bergens Tidende. Men tilbagebetalingen af kundernes penge trækker ud, og det er der en god grund til. SAS har nemlig ikke den nødvendige likviditet til at sende pengene retur.

 

Overfor mediet bekræfter SAS, at alle kunder får deres penge tilbage, bare senere end normalt. Rejsende, skulle have fløjet med SAS i marts, vil således få refunderet de indbetalte beløb i juni, mens kunder, der skulle have rejst i april eller senere, formentlig må vente til efter sommerferien med at få deres penge igen.

 

Likviditeten til at betale de mange milliarder tilbage til kunderne henter SAS dels fra statslån på godt tre mia. kr. som selskabet har fået stillet i udsigt fra Danmark og Norge, dels fra en rekapitaliseringsplan, som selskabet venter at fremlægge for sine aktionærer i denne måned.

 

Lavprisselskabet Norwegian er, ifølge Bergens Tidende, i en lignende situation, dog vurderer mediet at tilbagebetalingskravene mod Norwegian er mere begrænset, i størrelsesorden 1,5 mia. kr.

 

Spanske myndigheder efterforsker for øjeblikket SAS og 16 andre flyselskaber for ulovlig praksis i forbindelse med refusion til flykunder, der har fået aflyst deres flyrejser på grund af Covid 19 krisen.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.