Berlingske skriver i dagens udgave om Apollo Global Managements låneengagement med SAS.
På 43.-etage i en skyskraber med udsigt over Central Park kan der snart blive truffet beslutninger, som vil få afgørende betydning for SAS.
Her på Manhattan i New York ligger hovedsædet for Apollo Global Management. En kapitalfond, der herhjemme er mest kendt for i 2016 at have gjort tilnærmelser til at overtage den danske telekoncern TDC – et opkøb, der siden blev opgivet.
Nu er det noget helt andet, som amerikanerne har kastet sig over. Apollo har lånt SAS penge, men det er ikke bare et standardlån, som det skandinaviske flyselskab har fået. Apollo har i aftalen indført en række betingelser, der potentielt kan gøre fonden til ny storaktionær i det skandinaviske flyselskab.
Vi ved ikke ret meget om, hvad Apollo ønsker, og fonden har over for Berlingske ikke svaret på henvendelser om et interview. Men lige nu tyder det på, at 2022 bliver det sidste år, hvor de skandinaviske lande alene kunne beslutte retningen for SAS. Fremover skal en kapitalfond på Manhattan og den danske stat sammen finde vejen frem for SAS.
»Med Apollo kan vi forvente et helt andet aktivt ejerskab. Det, som lige nu er det helt store spørgsmål, er, om Apollo og den danske stat vil det samme,« siger Robert Spliid, ekstern lektor på CBS og forfatter til flere bøger om kapitalfonde.
Endnu er det ikke sikkert, at Apollo bliver aktionær i SAS. I første omgang har amerikanerne lånt SAS godt fem milliarder kroner – en gæld, der kan blive konverteret til aktier i selskabet. Præcist hvad det giver af ejerandele i SAS er endnu uklart. Det skyldes, at omverdenen endnu ikke kender den formel, som vil blive brugt, når gælden bliver omdannet til aktier.