Besætningsmedlemmet døde som følge af skader i forbindelse med en nødlanding med selskabet Swiss International Air Lines.
Det bekræfter flyselskabet ifølge Reuters.
Manden var en del af kabinepersonalet og blev efter nødlandingen indlagt på et hospital.
Flyet nødlandede i den østrigske by Graz 23. december på grund af motorproblemer. Under afgangen kom der røg ind i kabinen.
Efter at flyet var nødlandet, blev manden bragt til et hospital i Graz, hvor han senere mistede livet.
»Vi er alle dybt chokerede over vores elskede kollegas død. Nyheden efterlader os dybt bedrøvede og lamslåede. Vores tanker går til den unge mands pårørende, hvis smerte må være grænseløs,« siger Jens Fehlinger, CEO for flyselskabet Swiss International Air Lines, ifølge Reuters.
Flyselskabet er ikke kommet med yderligere oplysninger om dødsårsagen.
Det pågældende fly havde 74 passagerer om bord, hvoraf 12 personer modtog behandling efter hændelsen.