Colombianske EasyFly skal omgående skifte navn, mener easyGroup, der er moderselskab for det engelske lavprisselskab.
I et internationalt søgsmål forsøger easyGroup koncernen, der bl.a. ejer easyJet, at bremse colombianske EasyFly. Det sker med henvisning til, at det colombianske flyselskab med sit navn forsøger at profitere på easy-brandet.
Det civile søgsmål, der er anlagt i både Europa og USA omfatter også erstatningskrav mod bl.a. søgemaskinerne Kayak og Skyscanner som, efter easyGroups opfattelse, tjener penge på at formidle billetsalg til det colombianske ”pirat-selskab”.
easyGroup forklarer om søgsmålet, at det blandt andet er frygt for sikkerhedsniveauet, der har fået koncernen til at reagere. Således skriver koncernen, at ”Hvis pirat-selskabet (EasyFly, red.) havarerer med et af sine fly og amerikanske kunder forbinder kopi-navnet med vores familie af Easy-selskaber, vil det uvægerligt underminere vores goodwill og vores kunders tillid”.