SAS har gæld for over 30 milliarder svenske kroner. SAS i flere år har mistet både kunder og ruter til konkurrenterne, som har overhalet det skandinaviske luftfartsselskab. Og SAS har for dyre aftaler med sine leasingselskaber – samt for høje omkostninger til personale.
Alt sammen mens milliarder skal rejses i ny kapital, bedre aftaler med leasingselskaberne skal forhandles på plads, piloterne strejker, og selskabet er midt i en omfattende spareplan.
Det illustrerer, hvor hårdt SAS har brug for den faldskærm, som den amerikanske domstol nu har kastet til dem. Det kriseramte flyselskab har nemlig fået grønt lys af domstolen til at indlede en såkaldt chapter 11-sag.
Det er en særlig form for konkursbeskyttelse, der skal føre SAS gennem en rekonstruktion. Den skal give SAS ly for kreditorerne, samtidig med at de ændringer kommer på plads, der skal sikre SAS’ fremtid.