Tårnet har markeret Londons skyline siden 1964, og var indtil 1980 den højeste bygning i den britiske hovedstad. Det har fungeret som et vigtigt led i det britiske telenet, men den teknologiske udvikling har gjort, at der ikke længere er behov for et højt tårn med antenner.
Indtil 1971 var øverste etage i det 177 meter høje tårn en roterende restaurant med udsigt over millionbyen i alle retninger. Siden 1984 har BT Group, tidligere kendt som British Telecom, brugt lokalerne til konferencer og møder.
MCR Hotels planlægger nu at omdanne hele bygningen til et hotel, men for BT Group vil det tage flere år at afvikle den eksisterende drift i bygningen.