Annons:

De svenske turister skal tilbage til Danmark

Selv en mindre rentenedsættelse vil have stor betydning for svenskernes privatøkonomi, og det er i høj grad den, som har betydning for deres ferieplaner. En nyt kampagnekoncept, der skal bringe svenskerne til Danmark, er udviklet i fællesskab mellem VisitDenmark og ti destinationsselskaber.

I dansk turisme har der længe været en tendens til at forbinde en svag valuta som den primære årsag til svenskernes rejseadfærd og faldet i de svenske overnatninger. Nu viser en grundig gennemgang af data imidlertid, at skurken rettere er svenskernes privatøkonomi, særligt renten. Det skriver VisitDenmark i en pressemeddelelse

”Vores research viser, at det er den private økonomi, der for alvor betyder noget for ferieplanerne. Og det er en god nyhed, for både inflationen og energipriserne er faldet, og prognoserne peger mod en nedsættelse af den svenske rente. Og selv mindre nedsættelser fremover vil have stor betydning for svenskernes økonomi,” siger Flemming Bruhn, der har ansvar for det svenske marked i VisitDenmark.

Markant rentestigning

Det svenske boligmarked er nemlig baseret på lån med løbende rentetilpasning, og hvor stor betydning renten faktisk har for svenskernes privatøkonomi, var en overraskelse for de fleste på en workshop i Kolding mellem VisitDenmark og ti destinationsselskaber i denne uge. Her blev der sat spot på de svenske turister og en mulig vej til at vinde dem tilbage til de danske kyst- og naturdestinationer med kampagner allerede i sensommeren og igen i foråret næste år.

Sammenligner man svenskernes renteudgift på et lån på 4 mio. svenske kroner, kostede det 11.700 svenske kroner mere pr. måned i tredje kvartal 2023 sammenlignet med første kvartal 2022. Det er en stor belastning for privatøkonomien, og renteudviklingen rammer de svenske boligejere bredt. Deres lån bliver nemlig rentetilpasset hvert kvartal, og det har betydet en støt stigende udgift for størstedelen af boligejerne i de seneste to år.

”Det er klart en væsentlig grund til, at svenskerne selv vurderer deres økonomiske situation som den faktor, der har størst indflydelse på, om de ændrer adfærd, når det gælder ferien. Valutakursen har mindre indflydelse. Derfor ser vi et tydeligt potentiale at gå efter nu, hvor det lysner for den private svenske økonomi,” siger Flemming Bruhn.

Målet er 253.000 flere overnatninger

I perioden 2018-2023 har dansk kyst-og naturturisme tabt 253.000 svenske overnatninger. Det svarer til ca. 75.000 turister, og det er dem, som VisitDenmark nu sætter sig spidsen for at vinde tilbage. Alternativt skal de svenskere, der kommer, blive længere.

Målet er at komme på niveau med overnatningstallene i 2018 om tre år, og det er en del af strategien, at alle overnatningsformer skal i spil. Ikke kun hoteller, som der hidtil har været fokus på i markedsføringen, men også feriecentre, feriehuse og camping, som tilsammen stod for 72 pct. af overnatningerne i 2023. Det vil især ske fra 2025.

Godt udgangspunkt

Udgangspunktet er umiddelbart godt: Svenskerne har et generelt godt kendskab til Danmark og er glade for at holde ferie her. På mange områder leverer en ferie i Danmark det, som svenskerne gerne vil med deres ferie, og Danmark ligger tæt på.

Fem områder, fem fortællinger

Konkret skal markedsføringen tage udgangspunkt i fem kernefortællinger, som er baseret på en opdeling af Danmark i fem områder: Jyllands Vestkyst, Jyllands Østkyst, Fyn, Sjælland og Lolland-Falster, Nordsjælland/Bornholm. Fortællingerne bliver rammerne for destinationernes fortællinger. De fem kernefortællinger skal adskille sig fra hinanden og ikke så meget være ”lidt af det ene og lidt af det andet, alle steder.”

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.