Otte ud af ti danskere får dårlig samvittighed, når de booker flybilletter. Alligevel er det få af dem, der klimakompenserer for deres rejse.
I Danmark er vi mere og mere fokuserede på miljøet, når vi rejser. Alligevel er det ikke mange, der har klimakompenseret deres rejser.
Det viser en ny undersøgelse fra KLM, som er blevet lavet af Ipsos blandt 1000 personer, der bor i Danmark mellem 18 og 65 år.
Undersøgelsen viser, at 79 procent af danskerne ser flyrejser som et problem for miljøet. Halvdelen af dem (40 procent) får dårlig samvittighed, når de booker flybilletter. Derimod er det kun fire procent, der vil stoppe med at flyve.
– Branchen både kan og skal blive mere bæredygtig, men løsningen er ikke at rejse mindre, men at flyve bedre. Det grundlæggende problem er manglen på bæredygtigt flybrændstof og ikke selve flyrejsen, siger Anita Wagner Feddersen, landechef for Air-France-KLM i Danmark.
38 procent af respondenterne svarede, at de prioriterer flyselskaber, som investerer i mindre klimapåvirkning, når de skal rejse.
Men når de selv skal op med pengepungen er det kun 22 procent, der selv har klimakompenseret deres flyrejser.
KLM var det første flyselskab, som fløj med biobrændstoffer under kommercielle flyrejser. I 2018 havde KLM 34,1 millioner passagerer til 166 destinationer.