Tyskerne er glade for at holde ferie i Danmark. Det har fået Visit Lolland-Falster til at satse på tysk turisme i en ny kampagne sammen med en række danske turismeselskaber.
Hver femte tysker vil holde ferie i Danmark inden for de næste tre år. Det svarer til over 13 millioner tyskere, som er det højeste niveau siden 2004. Det skriver Folketidende.dk.
Det har fået turismeorganisationen Visit Lolland-Falster til starte en ny kampagne sammen med en række af de største turismeselskaber på Sjælland. Kampagnen skal tiltrække tyskere til Sjælland gennem online reklamer i de tyske medier.
– Vores ambition er at sætte et markant aftryk på de tyske medier og ved at pulje vores midler, øger vi vores budget betragteligt. Vi står, kort sagt, stærkere, når vi står sammen, og det giver os en meget større gennemslagskraft, siger Brian Lindorf Hansen, destinationschef i Visit Lolland-Falster.
Blandt turismeorganisationerne er Wonderful Copenhagen, Dansk Kyst- og Naturturisme, Region Sjælland og Scandlines, som skal hjælpe med at tiltrække turister på kortere ture i de danske lavsæsoner:
– Vi har en stor andel tyske turister, der kommer til vores område. Mange bor på Marielyst over sommeren. Men vi har jo et relativt begrænset antal sommerhuse, så mange tyskere går faktisk forgæves i jagten på et sommerhus, fortæller Brian Lindorf Hansen.
Ifølge Folketidende.dk har kampagnen et samlet budget på to millioner kroner.