Annons:

Dansk Luftfart vil indføre klimaskat på flyrejser

Den danske luftfartsbranche vil nu lægge en klimaafgift på flyrejser. Afgiften skal støtte forskning i grønne løsninger inden for luftfart.

De danske lufthavne og flyselskaber er gået sammen for at foreslå en klimaafgift på alle flyrejser fra Danmark. Hvordan klimaskatten helt konkret skal se ud, er endnu ikke på plads. SAS har dog foreslået et beløb på mellem 20 og 30 kroner per billet.

Det skriver TV2.

Bag forslaget er Dansk Luftfart, der repræsenterer selskaber som Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn, SAS og Norwegian. De forventer, at man årligt vil tjene mellem 250 og 300 millioner kroner til fonden, som skal bruges til at støtte den grønne omstilling i luftfartsbranchen.

– Vi vil tage et initiativ med et stort beløb, som kan få en reel indflydelse på det klima, der er omkring os, og som kan sænke CO2-udledningen på globalt plan, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør for Københavns Lufthavn.

Lufthavnsdirektøren mener ikke, at afgiften skal få folk til at flyve mindre men derimod begrænse udledningen ved flyrejser:

– Vi fjerner ikke CO2-udledningen ved, at Danmark holder op med at flyve, men i stedet ved, at Danmark laver løsninger, der kan fjerne udledningen. Det kan vi brede ud i hele verden, siger Thomas Woldbye.

Dansk Luftfart har sendt forslaget til Danmarks transportminister, Benny Engelbrecht, og klimaministeren, Dan Jørgensen.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.