”Vi går nogle gange rundt og tror, at vi er helt unikke, og at vi er det på alle områder. Men det er vi ikke. De greb, som man benytter i andre brancher i Danmark, når det for eksempel kommer til energi, grøn omstilling, digitalisering, markedsføring, rekruttering og så videre, er i mange sammenhænge de samme greb, som vi benytter os af – eller burde benytte os af – i vores branche,” sagde Jens Mathiesen, formand for Dansk Erhvervs bestyrelse og CEO for Scandic Hotel A/S, i sin velkomsttale.
Kulturminister vil brede kulturen
Efter Jens Mathiesens velkomst kunne Dansk Erhverv og de mange deltagere byde velkommen til kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der som den første minister siden Brian Mikkelsen har fået plads i det magtfulde koordinationsudvalg.
Jakob Engel-Schmidt lagde i sin tale vægt på, hvordan han som kulturminister vil være med til at brede kunst og kultur – også uden for de rammer, kunsten og kulturen har i dag.
”Det kan godt være, jeg ville komme i problemer, hvis jeg bare stod her og lovede, alt ville blive bedre i morgen. Men jeg vil hjælpe til, at kulturen kan brede sig og vokse,” sagde ministeren.
Derudover italesatte han, hvordan kulturerhvervet ikke kun er et vigtigt eksporterhverv, men hvordan kulturen som erhverv også er en drivkraft for, at vi kan sætte Danmark på verdenskortet.
For mens mange danskere måske vil pege på medicinalindustrien, vindmølleindustrien og fødevareindustrien som de største eksporterhverv, er kultur- og oplevelsesindustrien måske ikke det, folk først tænker på.
”Jeg tror ikke, det ligger så present, at turismeerhvervet er det fjerdestørste eksporterhverv herhjemme, at det er et så stort lokomotiv for vækst” sagde Jakob Engel-Schmidt.