Scandic har besluttet, at al kylling, der bliver serveret hos hotelkædens restauranter, fremover skal være dansk.
Inden 2019 vil al kylling, som serveres på Scandics 26 hoteller være dansk. Det skriver hotelkæden i en pressemeddelelse
Det nye koncept har ifølge Karsten Felvang Nielsen, Scandics danske direktør for mad- og drikkevarer, været efterspurgt af kunderne:
– Vi har allerede dansk fisk og oksekød på menuen, og nu vil vores gæster fremover også være sikker på at få dansk kylling hos os. Det kan vi mærke er efterspurgt, siger Karsten Felvang Nielsen.
– Danskerne vil have fødevarer produceret af danske landmænd, hvor kvalitet og dyrevelfærd er i fokus. Det peger alle analyser entydigt på. Men når man eksempelvis spiser på restaurant, hotel eller i en kantine kan det være svært at gennemskue, hvor fødevarerne kommer fra. Det vil vi nu ændre på, slutter Karsten Felvang Nielsen.
De har et årligt forbrug på omkring 45 tons kylling, hvor det tidligere var under en fjerdedel, der kom fra Danmark. Det nye initiativ har skabt opsigt hos erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer:
– Selvfølgelig er vi glade, når en kæde som Scandic, der har et årligt forbrug på 45 tons kylling, vælger at lægge al deres indkøb af kylling hos danske landmænd, siger Andreas Buchhave Jensen, der er chefkonsulent i afdelingen for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer og fortsætter:
– Det er til gavn for de danske landmænd, og det sender også et signal til resten af branchen. Så jeg håber, at der er flere professionelle køkkener, der vil lade sig inspirere af Scandic.
Ifølge Landbrug og Fødevarer kommer 70-80 procent fra udlandet af det kød, der sælges på de danske restauranter, hoteller og kantiner.