Det kendte AC Hotel Bella Sky rummer også en spændende rooftop-restaurant med fine dining, Sukaiba Copenhagen. Restauranten har netop vundet titlen som Danmarks bedste hotelrestaurant ved World Culinary Awards, som er en udløber af World Travel Awards.
De seneste tre år er den titel ellers gået til den 1-stjernede Michelin-restaurant Marchal på hotel d’Angleterre.
Sukaiba Copenhagen blev i oktober 2022 relanceret som en fine dining-oplevelse med Jacob Brink Lauridsen – kendt fra blandt andre Alchemist, Noma og Molskroen – i front som restaurantchef.
I stilsikre omgivelser på 23. etage af AC Bella Sky Hotel, minder Sukaiba Copenhagen mere om en bid af New York, Dubai eller Bangkok end af kongens København. Drømmen har været at skabe et spisested af international kaliber på toppen af byen, der foruden panoramaudsigt byder på ”en sexet spiseoplevelse” med restaurantchefens egne ord.
”Vi er selvsagt pivstolte af hæderen som Danmarks bedste hotelrestaurant. Men vi er mindst lige så stolte af at kunne bidrage til det høje niveau, København og Danmark generelt bliver ved med at præstere som international destination for gastronomi. At være en del af det fællesskab føles som en sejr i sig selv,” siger Jacob Brink Lauridsen.