Annons:

Branchechefer varsler VM-kaos i amerikanske lufthavne

Amerikanske brancheorganisationer advarer, at VM i 2026 kan blive rent kaos, hvis ikke der handles nu.

USA kan blive udfordret, når landet, sammen med Canada og Mexico, skal være vært for VM i fodbold i 2026. Og det kan komme til at gå ud over de tilrejsende fodboldfans.

Sådan lyder det fra den amerikanske rejsebranchechef Geoff Freeman, der er bekymret for, om det amerikanske rejsesystem kan håndtere mængden af udenlandske rejsende, der forventes at krydse landegrænserne mellem de tre værtsnationer.

Det anslås, at mellem seks og otte millioner udenlandske gæster vil rejse til og fra USA under VM, og det vil lægge et stort tryk på infrastrukturen, hvor specielt lufthavnene kommer under pres.

– Systemet er forældet og ikke i stand til at håndtere den mængde rejsende. De risikerer at blive tilbageholdt i timevis i told- og sikkerhedskontrollen, og vi kan komme til at se køer, der strækker sig ud af lufthavnene, siger Geoff Freeman til CNN.

Problemet bliver desuden yderligere komplekst, fordi VM-slutrunden afholdes på tværs af tre lande, og hele proceduren derfor skal gentages, hver gang fans rejser til og fra USA for at se deres hold spille. Det skriver BT

Det er ikke kun told og lang ventetid i lufthavne, der kan blive et problem, når det kommer til ind- og udrejse mellem værtsnationerne.

Der er rigtig lang ventetid for at få opholdstilladelse i USA, hvis man eksempelvis kommer fra store fodboldnationer som Argentina, Brasilien, Colombia og medværtsnationen Mexico.

Ifølge Freeman er ventetiden for et visuminterview for en colombianer over 700 dage, og i Mexico er den endnu længere. VM begynder om 461 dage.

– De lange ventetider for visum kan risikere at afholde tusindvis af fodboldfans fra at tage afsted til slutrunden, fordi de ikke kan få tilladelse til at opholde sig i USA. Det er på ingen måde godt nok, siger Freeman.

Fifa siger til CNN, at organisationen arbejder med det amerikanske udenrigsministerium for at sikre, at der kan findes en løsning på visumproblemet, inden turneringen begynder i juni 2026.

Brancheorganisationernes samarbejde med Trump-administrationen fylder ikke branchefolk med optimisme.

– Administrationen går gennem en masse ændringer og udfordringer lige nu. Vi er bekymrede for, at administrationen mister overblikket over, hvor store konsekvenser det vil få for branchen, hvis ikke disse problemer bliver løst før slutrunden, siger hotelkoncernchef William Hornbuckle til CNN.

– Eksempelvis har de fleste lande et turist- og sportsministerium. Vi har ingen af delene, siger han.

Håbefulde fodboldfans må krydse fingre for, at der kan findes en løsning inden VM i 2026 begynder 11. juni, hvor Mexico spiller åbningskampen på Estadio Azteca i Mexico City.

Finalen skal spilles i New Jersey i USA 19. juli.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.