I april 2022 ramte Billund Lufthavn for første gang efter Covid-19 samme niveau for 2019. Det giver anledning til at gøre status på de sidste 12 måneder i Billund Lufthavn. Fra 1. april 2022 til 31. marts 2023 er der gået 3.938.603 antal passagerer igennem terminalen. Sammenlignet med Billund Lufthavns rekordår i 2019 er det en vækst på 5,9 procent.
I Billund Lufthavn skaber det begejstring, stolthed og optimisme:
– Billund Lufthavn er helt tilbage på vækstsporet. Og nu har vi haft de bedste 12 måneder nogensinde. Vi har i den grad fået anerkendelse fra luftfartsindustrien med en lang række nye flyselskaber i porteføljen og attraktive destinationer. Markedet omkring Billund Lufthavn har ligeledes bekræftet flyselskabernes tro på Billund, da vi ser, at efterspørgslen lever op til flyselskabernes udbud, og derfor står vi nu, hvor vi står. Det skaber stolthed og optimisme for fremtiden, fastslår Jan Hessellund.
I marts 2023 er der igen fremgang og god aktivitet i passagerterminalen, hvor der gik 245.499 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn, hvilket svarer til en vækst på 27 procent sammenlignet med marts sidste år.
Der har været stor tilvækst af nye, vigtige ruter og destinationer, som er med til at løfte niveauet for marts, og som fortsætter ind i sommeren.
Brussels Airlines har åbnet rute til Bruxelles, Air Greenland til Kangerlussuaq, og Ryanair har åbnet ruter til Berlin og Alghero. Ligeledes starter april også godt ud, hvor Austrian Airlines åbner til Wien den 4. april.
– Vi har haft vækst i marts, og er gået ind i sommerfartplanen med porteføljen fyldt op med stærke luftfartsselskaber og spændende destinationer. Brussels Airlines og Air Greenland er vigtige for os, men i særdeleshed også for erhvervslivet og turismeindustrien omkring os. Lige om lidt skal vi klippe snoren for Austrian Airlines. Så jeg må fastslå, at vi går ind i den kommende periode med stor optimisme, siger Jan Hessellund adm. direktør i Billund Lufthavn.