Billund Lufthavn er nomineret sammen med Graz Airport, Tallinn Airport, Vilnius International Airport og Zagreb Airport. Et stærkt felt med gode kandidater til at tage årets pris med hjem.
Titlen tilhører lige nu Billund Lufthavn – både fra 2018, men også fra 2019. Siden 2019 er Routes Europe ikke blevet afholdt pga. Coronapandemien.
– Det er en ære at være nomineret til Routes Award igen. Siden Covid-19 har vi i den grad knoklet for at vende stærkt tilbage. Og i 2022 var Billund Lufthavn den eneste skandinaviske lufthavn, der endte på top 20-listen over lufthavne i Europa, der hurtigst fik terminalen fyldt med passagerer igen. Nomineringen er derfor en stor anerkendelse at få fra flyselskaberne, og det er vi meget stolte af, fortæller Jesper Klausholm.
Analyserne holder stik
Lufthavne og luftfartsselskaber arbejder ud fra analyser om, hvorvidt der er potentiale for en rute til et givent sted. Hvis flyselskabets analyse stemmer overens med lufthavnens, så er der god grobund for at starte ruten.
De sidste par år er Billund Lufthavn af flere omgange bekræftet i, at lufthavnen er omgivet af et stærkt marked, da der er kommet omkring 40 nye ruter og destinationer. Sommerfartplanens igangsætning i 2023 har i den grad også vidnet om, at der er fart på ruteudviklingen i Billund Lufthavn. I slutningen af marts blev Brussels Airlines og Air Greenland en del porteføljen af flyselskaber. I starten af april blev Austrian Airlines tilføjet, mens PLAY slutter sig til i midten af juni. Den 20. marts åbnede Maersk Air Cargo deres europæiske luftfragtshub på luftfragtssiden – en blåstempling af de helt store.
– Billund Lufthavn har en strategi om at komme stærkt tilbage i luften og slå markedet undervejs, og det har vi i den grad gjort. Vi oplever en stor tiltro fra de allerede eksisterende flyselskaber, som udvider antallet af destinationer og afgange. På luftfragtssiden er den syvtakkede stjerne at finde på fragtflyene, og vi er stolte af igen at repræsentere Maersk i Billund Lufthavn, fastslår Jan Hessellund og fortsætter:
– Vores arbejde er data- og analysebaseret. Og vores analyser har stemt overens med flyselskabernes, og det mærker vi naturligt på tilførslen af flyselskaber. Uanset udfaldet til Routes Awarden i aften, så er det en kæmpe anerkendelse, og vi fortsætter de gode dialoger med flyselskaberne, så Vestdanmark får endnu mere international tilgængelighed.