Hotel Marina i Vedbæk har indgået et samarbejde med Best Western. Hotellet vil fortsat være kendt som Hotel Marina, men det vil fremover blive støttet af distributionen fra Sure Hotel Collection by Best Western.
Hotel Marina i Vedbæk bliver i starten af oktober en del af Best Westerns hotelportefølje, der skal styrke hotellets position på markedet. Hoteloperatøren Core Hospitality vil gøre hotellet til en stor del af lokallivet i det nordsjællandske område, som det før har været.
– Hotel Marina har en unik, velkendt historie og placering. Vi har en stærk global distribution og et af de mest populære hotel-loyalitetsprogrammer i verden. Jeg er overbevist om, at vores danske kontor, i samarbejde med hotellets ansatte og Core Hospitality, vil gøre hotellet til det oplagte valg for det stigende antal rejsende, der i disse år besøger Danmark og Nordsjælland, udtaler Søren Nystrøm, Country Manager hos Best Western i Danmark.
Hotel Marina har 126 værelser og ligger mellem København og Helsingør med udsigt over Øresund. Hotellet beholder navnet, selvom det bliver en del af hotelkædens ”Sure Hotel Collection”.
– Vi har talt med rigtig mange andre lokale virksomheder og mødt mange lokale borgere, der kommer forbi og hilser. De er alle sammen meget positive og glæder sig over ændringerne, vi planlægger for hotellet. Vi vil være en del af lokallivet igen og blive et mødested for hele Vedbæk, fortæller Manuela Iorga, Hoteldirektør på Hotel Marina
Gennem tiden har hotellet været flere skandinaviske brands igennem. Best Western regner med, at deres globale loyalitetsprogram, Best Western Rewards, som giver gæsterne mulighed for at optjene og bruge bonuspoint på alle kædens 4.000 hoteller verden over, vil være med til at give hotellet større succes.