Erhvervsrejsebureauet BCD Travel offentliggjorde torsdag sit årsresultat for 2019.
BCD Travels årsresultat steg med en procent i 2019 sammenlignet med 2018, og virksomheden omsatte for 27,5 mia. dollar sidste år.
– Vi er tilfredse med vores vækst sidste år og offentliggør yderligere finansiel information for 2019 inden udgangen af marts, siger Cees Batenburg, Global Chief Financial Officer BCD Travel.
Om det ”nye” år siger han:
– 2020 startede med en opbremsning for hele industrien, ikke mindst i Fjernøsten på grund af corona-virussen. Vi er parate til at assistere vores kunder med deres rejsepolitikker og hjælpe rejsende samt Travel Managers med alle de midler, vi har til rådighed, fortæller Cees Batenburg.
BCD Travel opkøbte i 2019 Adelman TravelGroup, der er et af de største full service erhvervsrejsebureauer i Nordamerika. BCD overtog herudover ejerskabet af sin japanske partner, Hitachi Travel Bureau.