Annons:

Anmelder SAS til Forbrugerombudsmanden

Forbrugerrådet Tænk anklager luftfartsselskabet SAS for greenwashing og har anmeldt selskabet til Forbrugerombudsmanden.

Vil du gerne flyve på ferie – men også være god ved klimaet og miljøet? Så har SAS tilsyneladende løsningen til dig.

I deres ”Conscious Traveler”-program kan du ved at medbringe lettere bagage eller købe ”miljøbevidste” produkter i shoppen vaske den værste klimaskam væk.

Men ifølge Forbrugerrådet Tænk er det slet ikke så grønt, som det ser ud. Derfor er programmet nu anmeldt til Forbrugerombudsmanden.

“Der er sikkert gode intentioner bag. Men problemet er, at intet i loyalitetsprogrammet gør nogen mærkbar forskel for klima eller miljø, og så er intentionerne egentlig ligegyldige. Det, vi har at gøre med her, er grov greenwashing,” siger Winni Grosbøll, der er direktør i forbrugerorganisationen.

Se en video og vind flypoint

Vejen til at blive “Conscious Traveler” består af 10 trin, du skal gennemføre. Trinene består for eksempel af at se en kort video om fremtidens luftfart eller at donere 5.000 EuroBonus-point til en velgørenhedsorganisation.

Hvis det lyder uoverskueligt, så kan du trøste dig med, at du kan “kalde dig en Conscious Traveler, lige når du vil.”

Men når du har gennemført de 10 trin, så får du hele fire belønninger, herunder et badge og 5.000 EuroBonus-point, som du kan bruge på at gøre din næste flyvetur lidt billigere.

“Conscious” onlineshopping

En anden ting, der kan bringe dig tættere på de fire belønninger, er at købe produkter i flyselskabets webshops. På hjemmesiden skriver SAS:

“De miljøbevidste produkter i vores EuroBonus Shop hjælper dig med at reducere dit daglige CO2-aftryk. Tag et skridt for hver vare, du køber, og gør dit liv lidt mere bæredygtigt.”

I shoppen kan du blandt andet finde tørrebolde i new zealandsk uld, som angiveligt skal hjælpe dig med at spare energi. En test fra Forbrugerrådet Tænk har dog tidligere vist, at den type tørrebolde ingen effekt har.

“Grundlæggende er vi nødt til at gøre op med tanken om, at du kan gøre noget godt for klima og miljø ved at købe en masse nye ting,” siger Winni Grosbøll og fortsætter:

“Vi kan derudover ikke se, hvordan de her produkter skulle være mindre miljøbelastende end andre, tilsvarende produkter. Så det står hen i det uvisse, hvordan det på nogen måde skulle opveje for den store belastning, der er ved flytransport.”

SAS: “Det er ikke greenwashing”

Hos SAS er man ikke enige i, at der er tale om vildledende markedsføring eller greenwashing. I et svar skriver de blandt andet, at en mere bæredygtig fremtid ikke handler “om at flyve mindre eller sælge færre billetter, men om aktivt at transformere luftfarten til en bæredygtig industri.”

De skriver videre, at de er dedikerede til at skabe “reelle og meningsfulde bæredygtighedsinitiativer i luftfarten,” og nævner herefter netop “Conscious Taveler”-programmet:

“Conscious Traveler handler om at tilbyde vores kunder mere bæredygtige valgmuligheder, ikke om at opveje emissioner,” skriver SAS.

Programmet skal dog alligevel reducere de samlede emissioner:

“Kun gennem en holistisk tilgang, hvor alle bidrager, når vi i mål. Vores Conscious Traveler-initiativ, der har til formål at reducere de samlede emissioner, afspejler vores dedikation til tranformationen,” fremgår det senere i samme mail.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.