Det kunne være gået helt galt, da et Delta 2983-fly med 131 passagerer, tre besætningsmedlemmer og to piloter fredag eftermiddag lokal tid var på vej fra Washington, D.C. til Minneapolis på det, som umiddelbart lignede en rutinemæssig tur.
Det skriver tv-stationen CNN.
Der var dog absolut intet rutinemæssigt i det uventede møde, der viste sig i luften kort efter, at passagerflyet var lettet fra Ronald Reagan Washington National Airport.
Kort efter take off meldte Airbussens sikkerhedssystemer, at flyet var for tæt på et andet fly.
Hurtigt viste det sig, at det var et jagerfly, som var på vej til en overflyvning af militærkirkegården Arlington, der var i nærheden.
Piloterne i passagerflyet fulgte sikkerhedsprocedurerne og manøvrerede flyet i en anden højde, så de to fly ikke stødte sammen.
»Intet er vigtigere end vores kunders og folks sikkerhed,« lyder det efterfølgende i en erklæring fra flyselskabet Delta.
»Det er derfor, flybesætningen fulgte procedurer for at manøvrere flyet som instrueret.«
Det amerikanske luftvåben har endnu ikke kommenteret hændelsen, som skete præcis to måneder efter, at en militærhelikopter stødte sammen med et passagerfly over Washington.
Dengang mistede 67 mennesker livet.