Annons:

Ændringer i gæsteadfærd udfordrer restauranter

Restaurantgæsters individuelle ønsker og behov udfordrer restauranterne. Det viser resultaterne af HORESTAs medlemsundersøgelse for restaurantbranchen.

Restauranter rundt omkring i landet oplever i øjeblikket, at gæsterne har ændret adfærd på flere områder. Det fremgår af en medlemsundersøgelse, som HORESTA har gennemført.

I undersøgelsen svarer restauranterne, at de største ændringer er sket i forhold til gæsternes individuelle behov, såsom vegetariske valgmuligheder på menukortet, og en tendens til, at gæsterne reserverer bord tættere på ankomsten.

Medlemsundersøgelsen viser, at lidt over halvdelen af de adspurgte restauranter oplever, at gæsternes kostvaner og livsstil i større eller mindre grad er ændret. Samtidig svarer næsten 40 pct. af restauranterne, at gæsterne er begyndt at reservere bord tættere på ankomsten end tidligere. Begge tendenser er med til at udfordre restauranterne, da det bliver sværere at imødekomme deres ønsker og planlægge efter, hvor mange der skal bespises.

“Restauranterne oplever nogle ret markante tendenser og ændringer i gæsternes adfærd. Når både behov og reservationstidspunkterne ændrer sig, udfordrer det restauranterne, der bl.a. får sværere ved at regne ud, hvor mange råvarer de skal indkøbe og om de har de rigtige retter på menuen. Forbrugere forventer i højere grad, at produkterne er rettet mod dem, og at servicen tilgodeser individuelle præferencer. Det kan være med til at forklare nogle af adfærdsændringerne,” siger Jonas Kjær, der er cheføkonom i HORESTA.

Et andet markant fund i undersøgelsen viser, at restaurantgæsterne holder mere på pengene end tidligere. Næsten halvdelen af restauranterne oplever nemlig, at gæsterne bruger færre penge pr. besøg. Her spiller specielt inflationen ind.

“Inflationen kan mærkes i mange privatøkonomier. Så når regningerne vokser sig større, og pengene ikke rækker lige så langt som før, kigger forbrugerne efter, hvor de kan spare. Når restaurantgæsterne ser, at den lille bøf nu koster det samme som den store gjorde før, er der flere, som sætter tænderne i den mindre. Men vi glæder vi os over, at forbrugerne stadig prioriterer at spise ude og er med til at støtte branchen,” fortæller HORESTAs kommercielle direktør, Jeppe Møller-Herskind.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.