I et nyt whitepaper har den franske hotelvirksomhed Accor undersøgt, hvilken rolle wellness spiller inden for hotelbranchen, og hvordan disse tilbud kan løfte rejseindustrien til nye højder.
Hotelkæden Accors undersøgelse It’s a Wellness World: The Global Shift Shaking up Our Business viser, at 77 % af forbrugerne foretager aktive valg i deres daglige liv for at holde sig sunde. Sund kost og aktiviteter for at håndtere stress nævnes som eksempler. Omkring 56 % af alle luksusrejsende svarer desuden, at de tilstræber at blive endnu sundere i løbet af det kommende år. Undersøgelsen viser også, hvordan skiftende økonomiske og sociale faktorer påvirker udviklingen rundt om i verden.
For at hjælpe med at udvikle kundernes sundhed har Accor nu besluttet aktivt at tage nye skridt i tråd med udviklingen.
– Vores mål er at give vores gæster en følelse af velbefindende under deres ophold, så de forlader stedet mere udhvilede, sundere og gladere, end de var, da de kom. En glad gæst føler sig mere inspireret til at komme tilbage til hotellet.
– Ved at investere i et bredt udbud af wellness-oplevelser, der sikrer, at vores gæster har det godt under hele kundeoplevelsen, skaber vi forudsætningerne for en stærk tilvækst. Nye bookninger, anbefalinger og en positiv tilstedeværelse på sociale medier bidrager til en stabil og langsigtet drift, siger Emlyn Brown, Global VP for wellness inden for Accors luksus- og premiumsegment.
De nye tiltag betyder, at deres Raffles Hotels & Resorts får hjælp af forskellige eksperter inden for feng shui og biofili for at skabe ro og balance på deres hoteller. Derudover har de også satset på forskellige søvnkure, hvor gæsterne får hjælp af aromaterapi og ansigtsmasker til at få en god nats søvn. Dertil kommer specifikt udformede restaurantmenuer, der bidrager til god mavesundhed og modvirker jetlag hos de rejsende.
SO/ Hotels & Resorts har også satset på Glow Bar – et koncept med det seneste inden for hud- og skønhedsbehandlinger, samt Deep Beats Yoga, der anvender lyd for at maksimere den fysiske og mentale oplevelse af masseyoga.
Undersøgelsen er baseret på 26.810 besvarelser fra folk i alderen 16-64 år.