Annons:

Absurd stigning: Årsløn på 226 millioner

Lønnen siger boing-boing hos Boeing. En stigning på 45 procent til 226 millioner kroner kan lyde voldsomt - særligt når det er til direktøren for en af tidens mest skandaleramte virksomheder

Det går skidt for flyproducenten Boeing. Rigtig skidt endda. De seneste fem år, siden 2019, har de haft et tab på 31 milliarder dollars, svarende til 213 milliarder kroner. Det skriver Ekstra Bladet

Alligevel fortjener selskabets afgående direktør Dave Calhoun en lønstigning på 45 procent, så hans samlede lønpakke for 2023 nu lyder på 33 millioner dollars, hvilket er 226 millioner danske kroner.

Det mener i hvert fald aktionærerne, der har stemt for aftalen ved den årlige generalforsamling, der fandt sted fredag i denne uge. Det skriver BBC ifølge Finans.

Boeings nye bestyrelsesformand, Stene Mollenkopf, ser umiddelbart ikke noget uforligneligt mellem Boeings katastrofale økonomiske udvikling og direktørens voldsomme lønstigning.

– Vores kompensationsprogram er designet til at basere løn til ledere på virksomhedens langsigtede resultater, sagde Stene Mollenkopf, Boeings nye bestyrelsesformand ifølge CNN.

Calhoun blev ansat som direktør i 2020. Han stopper ved årets udgang.

Skandale på skandale
Boeing har været ramt af den ene skandale efter den anden de seneste år.

Udover en økonomisk hård periode under coronapandemien har man også været nødt til at suspendere 737 Max-flyene i næsten to år efter flystyrt i både 2018 og 2019. Derudover har der det seneste år været flere historier med flydele, der er faldet af Boeings fly.

9. maj i år brød et Boeing-fly i brand under takeoff. Det var tredje gang på en uge, at et Boeing-fly var involveret i en dramatisk episode.

Flere whistleblowere er stået frem i medierne og har fortalt om sjusk og produktionsfejl på Boeings flydele.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.