Aarhus Airport skifter direktør. Det bliver turismeprofilen Peer H. Kristensen, der nu skal sætte gang i lufthavnens vækst.
Turismeprofilen fra VisitAarhus Peer H. Kristensen skifter som direktør i Aarhus Lufthavn. Han sidder med i Det Nationale Turismeforum og har også været en del af Aarhus Lufthavns bestyrelsen siden 2015. Han kommer til at afløse Peter Høgsberg.
Nu skal han stå i spidsen for lufthavnens nye vækststrategi.
– Peer er stormester i strategiske partnerskaber. Med dyb indsigt i turisme, solidt forretningsudviklingsgen og fokus på international tilgængelighed er han den helt rette til at udmønte vores visioner for lufthavnen. Aarhus Airport skal være en international lufthavn, og derfor skal vi tiltrække de luftfartsselskaber, der kan drive den ventede vækst og sikre den nødvendige udvidelse af rutenettet. Jeg har fuld tiltro til, at lufthavnens nye direktør har kapacitet til at eksekvere strategien og få forretningen op at flyve, siger formand i Aarhus Airport’s bestyrelse, Peter Volquards Ekstrøm.
Den nye lufthavnsdirektør har været over 25 år i turismebranchen med direktørposter i VisitHerning, Hotel Vejlefjord og det regionale turismeudviklingsselskab for Vejle og Sønderjyllands amter. De seneste syv år har Peer H. Kristensen været direktør i VisitAarhus.
Her har han blandt andet øget antallet af udenlandske turister i Aarhus med 80 procent. Målet i lufthavnen er, at han skal tredoble passagertallet inden for de næste fem år.
– Aarhus Airport har påbegyndt en omfattende turnaround, der har sendt lufthavnen på vækstrejse. Potentialet er fortsat enormt, og derfor er der lagt en ambitiøs vækststrategi, som jeg ser frem til at realisere sammen med den nye bestyrelse. Jeg er meget glad for den tillid, der ligger i, at jeg nu skal lede indsatsen for at indfri potentialet, siger Peer H. Kristensen.
Peer H. Kristensen tiltræder sin nye stilling den 27. maj.