Det var lidt af en bombe, der sprang i den danske luftfartsbranche i februar, da Ryanair meldte ud, at der skæres kraftigt ned i Danmark.
Basen i Billund lukker. Det samme gælder alle ruter til og fra Aalborg.
Det skyldes den danske passagerafgift på flyrejser, tordnede det irske lavprisselskab, som mener, at afgiften især gør de regionale lufthavne »håbløst ukonkurrencedygtige«. Det skriver mediet DIN AVIS
Men alligevel fortsætter Ryanair overraskende nok med alle aktiviteter i lufthavnen med færrest passagerer, Aarhus Airport.
Avisen kan nu afsløre, hvordan det endte sådan.
Ryanair, der er kendt for at være en af branchens mest skruppelløse forhandlere, stillede nemlig de regionale lufthavne et benhårdt ultimatum:
I tager regningen for afgiften, så det ikke påvirker vores priser – ellers smutter vi.
Og det gjorde de så, da Aalborg og Billund afviste. Lufthavnene bekræfter forløbet overfor avisen.
»Vi modtog 15. juli sidste år et brev fra Ryanair, hvor det fremgik, at de forventede, at vi samlede regningen op for passagerafgiften. Kommunikationen fra Ryanair understregede, at hvis vi ikke efterkom kravet, ville det få konsekvenser for flyselskabets aktiviteter hos os,« fortæller Jan Hessellund, direktør i Billund Lufthavn.
Nægter at kommentere
Ingen af lufthavnene ønsker at spekulere i, om Aarhus Airport har accepteret Ryanairs krav, og det er ikke lykkedes avisen at få dette be- eller afkræftet.
Formanden for den østjyske lufthavn, Lars Dige Knudsen, nægter nemlig at kommentere sagen. Han vil ikke engang svare på, om Aarhus Airport er blevet stillet samme ultimatum som Aalborg og Billund.
»Jeg vil overhovedet ikke kommentere de forhold, der er mellem Ryanair og Aarhus Airport. Det er en forhandling, som bliver mellem dem og os,« lyder hans afvisning.