KLM og Air France flyver hvert år til hundredvis af destinationer i hele verden, hvor der i 2021 var 10-års jubilæum på ruten mellem Aalborg og Amsterdam. Her bliver Aalborg Airport Lounge flittigt benyttet af de mange KLM-rejsende til Amsterdam, der i en passagerundersøgelse for 2021 placerede loungen på en førsteplads blandt de 162 lounges på verdensplan, der indgik i undersøgelsen.
En lounge-oplevelse helt i top
Loungen i Aalborg Lufthavn er i løbet af det sidste årti blevet udvidet adskillige gange for at følge med i det stigende antal passagerer og efterspørgsel fra både fritids- og erhvervsrejsende, hvoraf mange flyver med KLM til eller via Amsterdam til f.eks. USA.
“Den gode passageroplevelse er hver dag i fokus for vores dedikerede medarbejdere i hele lufthavnen. Derfor er det fantastisk at få stor en anerkendelse fra de rejsende – både af loungen og de medarbejdere der tager imod dem. Det er vigtigt for os, at alle føler sig velkommen, når de træder ind i loungen, hvad enten det er den forretningsrejsende på arbejde eller børne-familien på vej til Kreta. Vi har ikke den største lounge i verden, men vi skal også kun være den bedste; ved at skabe den rolige atmosfære og nærværende service, som vi ønsker at vores rejsende skal opleve i Aalborg Lufthavn” siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Global anerkendelse fra de rejsende
I Air France og KLMs passagerundersøgelse blev de rejsende adspurgt, hvordan de på en skala fra 1-5 vil rate deres lounge-oplevelse i Aalborg Lufthavn. Svarene blev herefter lagt sammen til en samlet score og sat op mod andre lounges verden over.