I Aalborg Lufthavn var der 127.269 passagerer i juli 2022 mod 130.039 i juli 2019, svarende til kun 2,1 procent fra niveauet inden COVID-19. Med næsten samme passagerniveau som i juli 2019, har der derfor været godt med rejsende gennem terminalen i årets store sommerferiemåned – med alt fra miniferier i Danmark til de længere oversøiske rejser.
Masser af rejsende til København og Bornholm
Udbuddet til København har været stort i juli, og rigtig mange har rejst til København på ferie eller fløjet videre fra København. Dertil har Bornholm som altid været en populær feriedestination med hele fire ugentlige afgange fra Aalborg. Dét har givet en vækst i indenrigstrafikken på hele 24,2 procent i forhold til juli 2019.
– De mange daglige afgange til København har ikke kun givet mulighed for korte ferieture til hovedstaden. Det har også givet rigtig gode muligheder for at rejse ud i resten af verden med de videre forbindelser fra CPH. Vi ser flere og flere, der selv arrangerer deres rejse med fly og hotel, og hvor en mellemlanding ikke betyder noget for deres rejseoplevelse, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen og fortsætter, vi kunne dog have set endnu flere rejsende fra Aalborg i juli, men travlhed og udfordringer i andre lufthavne samt flyselskaber har til dels bremset den store rejselyst, vi ellers oplever og er gearet til i Aalborg Lufthavn.