Den internationale konkurrence efter Corona-pandemien er blevet skærpet, og måden at drive luftfart på, har ændret sig.
Derfor indfører lufthavnen nu Danmarks billigste lufthavnsparkering – med en fast lav pris på 20 kr. pr. påbegyndt 24 timer. Herved kan lufthavnen udvikle sig og stadig være attraktiv og relevant.
Betalt parkering sikrer en attraktiv lufthavn i udvikling
Gratis Parkering har kendetegnet Aalborg Lufthavn og har gjort det let at benytte lufthavnen, hvis den rigtige direkte rute, til den rigtige pris, har været der.
– Vi må erkende, at forretningsmodellerne i luftfart har ændret sig markant gennem årerne og særligt efter Corona-pandemien, som satte et betragtelig økonomisk aftryk i hele luftfartsbranchen. Fremtidens luftfart for lufthavne er drevet af et højt fokus på priskonkurrence, ruteudbud og den grønne omstilling. Det er en kamp, vi skal vinde, men uden at gå på kompromis med det, der gør os til Danmarks bedste lufthavn – nemlig at have god service og vores passagerer i fokus, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen og fortsætter:
– Den første times parkering skal være gratis, så det er muligt at hente og bringe familie og venner. Derefter skal hver påbegyndt 24 timer koste 20 kroner, hvilket er langt under andre europæiske lufthavne. Det er en pris, vi vurderer, er både konkurrencedygtig og et acceptabelt niveau for vores kunder. Med det direkte tog til lufthavnen, gode busforbindelser og Danmarks billigste lufthavnsparkering, vil vi derfor fortsat være attraktive for vores mange kunder. Vi forventer opstart torsdag den 20. april 2023.