Månedstilbagegangen i april 2023 skal ses i lyset af den flyveledermangel, der i øjeblikket fylder i Københavns Lufthavn, som har resulteret i en række aflysninger. Den største faktor er dog manglende hverdagsafgange med DAT på ruten til København, hvor de efter planen vil bibeholde 6-7 ugentlige afgange, hvorfor den samlede kapacitet på ruten fortsat overstiger 2019-niveauet.
– Med tre aktører på ruten til og fra København har vi et konkurrencedygtigt produkt til både fritids- og forretningsrejsende, som fortsat vil gælde fredage og i weekender. Men DAT har valgt ikke at flyve på ruten mandag-torsdag. Det gælder her for sommerprogrammet, hvor de vælger at fokusere på ruten til og fra Bornholm. Vi har forståelse for deres beslutning, men det betyder, at vi ser en større nedgang i indenrigstrafikken for april 2022. Det vigtige er dog, at de prioriterer at blive på ruten, så de eventuelt på et senere tidspunkt nemt at skrue op for antallet af ugentlige afgange, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Fart på udenrigstrafikken i sommerprogrammet
Den historiske direkte rute til New York har de fleste nok hørt om – særligt efter der i torsdag var premiere på den allerførste afgang over Atlanten. Dog skal vi ikke langt frem i kalenderen før ruterne til Island, Barcelona og Alicante også åbner, samtidig med, at Napoli, Mallorca og Antalya er kommet rigtig godt for start.
– De udenlandske ferieruter bliver mere og mere top of mind for danskerne, hvorfor det er glædeligt, at vi kan tilbyde et stort sommerprogram i 2023. Nogle af ruterne er skudt i gang, men flere er på vej – også et stort charterprogram, der starter op i starten af maj, efter der i overgangen fra vinter- til sommerprogram har været stille på charterfronten i den sidste halvdel af april. Dette skyldes en forskydning i trafikken og at afgange til for eksempel Napoli og Antalya nu registreres som udenrigstrafik fremfor charter, slutter Niels Hemmingsen.
Trafiktal for april 2019-2023
2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | |
Indenrigs | 63.809 | 1.123 | 26.716 | 72.248 | 64.964 |
Udenrigs | 43.448 | 0 | 1.015 | 34.888 | 35.631 |
Charter | 7.542 | 0 | 62 | 8.306 | 4.877 |
I alt | 114.799 | 1.123 | 27.793 | 115.442 | 105.472 |