I løbet af 2023 fik endnu flere job i hotel- og restauranterhvervet.
I årets næstsidste måned var 130.300 i job i hotel- og restauranterhvervet. Det er 3.300 flere end i samme måned året før. Sammenlignet med november 2019 er der tale om en vækst på 12.400 ansatte, eller hvad der svarer til et plus på 10,5 procent. Udviklingen i beskæftigelsen hænger naturligt sammen med øget omsætning i erhvervet. Det viser nye tal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort for november.
”I 2022 oplevede vi et boom i omsætningen, og heldigvis er interessen for at bo på hotel eller gå på restaurant holdt ved i 2023. Det er særdeles positivt for erhvervet i en tid, hvor mange andre brancher oplever, at der skrues ned for forbruget”, siger HORESTAs adm. direktør, Pia E. Voss.
Væksten i beskæftigelsen har været et gennemgående træk gennem hele 2023. Fra april til november har væksten ligget på mellem 1,3 og 2,9 procent.
Beskæftigelsen har også været stigende i resten af erhvervslivet, men stigningen er mindre end i hotel- og restauranterhvervet. I november steg beskæftigelsen i erhvervslivet generelt med 1,1 procent, mens den i hotel- og restauranterhvervet voksede med 2,6 procent.
”Det bekræfter en mangeårig tendens. Hotel- og restauranterhvervet er en utrolig stærk vækstgenerator. Virkeligheden er, at vi sagtens kunne vi sagtens ansætte mange flere. Der er både mange jobs i vores erhverv, der aldrig bliver besat. Og desværre er situationen også, at det ikke altid lykkes at finde medarbejdere med de helt rigtige kvalifikationer”, fortæller Pia E. Voss.