I en tid hvor der er meget negativ debat om klimakompensation mener en nystartet virksomhed herhjemme Ecotree, at de har fundet løsningen på, hvordan virksomhederne i rejsebranchen kan sikre sig, at deres klimakompensation ikke går til spilde.
Selskaber i rejsebranchen slår sig op på at klimakompensere ved at plante træer for den mængde CO2, som bliver udledt under rejsen. Men i en tid hvor der er store kontroverser i tilliden til virksomhedernes klimakompensation, mener en ny virksomhed i Danmark, at de har fundet løsningen.
Franske Ecotree kom til Danmark i 2019 og tilbyder en ny måde at plante skov på, hvor kunderne selv får ejerskab over træerne, som man køber. De giver derfor virksomhederne muligheden for selv at eje de træer, som de køber. Det fortæller Gustav Gyrst, der er Business Developer hos Ecotree, i et interview med Travel News.
– Vi går ikke ind og omregner din synd til aflad. Det er ikke det, vi er ude på. Vi ønsker, at rejsebranchen skal gøre noget godt for naturen. Ikke fordi de har gjort noget galt, men de skal også være med, hvor der er en sikkerhed i det, siger Gustav Gyrst og fortsætter:
– Jeg tror, der er mange selskaber i rejsebranchen, der er i tvivl om, hvad de skal gøre for at fremstå grønnere. Tænk engang, hvilken forskel det kan gøre, hvis alle har en andel af en skov og finansierer en bæredygtig drift af skoven. Hvis de selv kan gøre noget aktivt, der er så nemt som det her, så ser jeg en virkelig stor fordel i det.
Den franske virksomhed ser ikke sig selv som en ”klimakompensationsvirksomhed” men derimod en mulighed for, at de danske virksomheder i rejsebranchen selv kan bestemme, hvordan deres politik skal være, når de køber træer. Som virksomhed ejer man selv træerne og kan også hive 100 procent af fortjenesten hjem, når træerne igen bliver solgt.
– Der er en fordel i, at man ikke betaler penge, som man aldrig ser igen. Men det er jo en langsigtet investering.
– Når man først har ejerskabet, kan man bruge det som man vil. Man kan give det som gave til partnere, medarbejdere eller kunderne, så man sammen kan have en skov. Der er også mange, der ser det som en fordel, hvis de tjener pengene ind igen efter 15 år, siger Gustav Gyrst.
Han pointerer, at der er fuld gennemsigtighed, når man køber træer. Det vil sige, at man kan se træet, selv bestemme træsorten og besøge det i Frankrig.
Ifølge Gustav Gyrst har de ikke nogen tal på, hvordan salget er gået i Danmark, siden de startede i september 2019, men globalt har Ecotree 27.000 kunder og er vokset 100 procent hvert år, siden virksomheden blev grundlagt i Frankrig i 2016.
Ecotree har 12 ud af 18 skove, der er PEFC-certificeret, som er et certifikat for bæredygtig skovforvaltning.