Allerede sidste sommer havde de ellers så normalt populære tyrkiske rejsedestinationer som Bodrum, Marmaris, Alanya og Antalya problemer med at få nok turister til.
Det skyldes i høj grad den stigende inflation i Tyrkiet, og denne sommer lader til at kunne blive endnu værre, skriver Express.
»Høj inflation og overdrevne prisstigninger i Tyrkiet har efterladt turistsektoren i en meget vanskelig situation,« siger Hamit Kuk, der er en ledende rådgiver for sammenslutningen af tyrkiske rejsebureauer, til mediet.
Han forklarer videre, at de stigende priser gør, at turistsektoren har mistet sin evne til at konkurrere på det europæiske marked. Et andet problem er, at tyrkerne selv i højere grad vælger at rejse til det nærliggende Grækenland for at undgå de store prisstigninger i hjemlandet.
»Økonomien i Tyrkiet skal rettes op så hurtigt som muligt. Ellers vil vi opleve nogle tab på markeder, hvor vi er stærke, som for eksempel i turistsektoren,« fortæller Hamit Kuk til Express.
Problemet var så stort i 2024, at hoteller på de populære feriedestinationer måtte lukke ned tidligere på sæsonen end forventet, fordi omkostningerne for at holde åbent simpelthen var for høje i forhold til, hvor mange gæster de havde.
Samtidigt er afrikanske lande som Tunesien, Marokko og Egypten begyndt at tilbyde nogle billige feriepakker, som også presser turismen i Tyrkiet.