Ved årsskiftet indfører Danmark en flyskat.
Afgiften forventes at indbringe cirka 1,4 milliarder kroner om året og er øremærket til overgangen til bæredygtigt flybrændstof, SAF. Danmark har som mål, at alle indenrigsflyvninger i 2030 skal være drevet af SAF, brintgas eller elektricitet, hvilket er fuldt muligt givet de korte afstande i landet.
Afgiften skal afleveres til Skatteforvaltningen den 15. i måneden efter flyvningerne, og selskaber uden for EU er forpligtet til at udpege en dansk skattemedarbejder.
Flyskat findes i øjeblikket i Norge, Tyskland, Frankrig, Holland, Portugal, Ungarn og Sverige, men har mødt stor modstand fra brancheorganisationer, herunder IATA.
Den svenske regering har besluttet at afskaffe afgiften under stor jubel fra branchen, og Ryanair har besluttet at investere massivt i Sverige. Glæden er fuldstændig forståelig, fordi afgiften var dårligt designet og ramte rejsende i stedet for emissioner.
Men det er svært at slippe tanken om, at afskaffelsen er et desperationstræk, da Sverige i stigende grad marginaliseres i luftfartens Europa. SAS har ikke engang fly til at holde indenrigsflyvningen i gang, og spørgsmålet er, hvorfor kan BRA ikke dække en del af underskuddet?
Samtidig gør Air France Kastrup til sit nordeuropæiske omdrejningspunkt. Det har længe stået klart, at danskerne er vindere, hvad angår delejerskab i SAS. De har investeret næsten lige så mange milliarder som Sverige på SAS gennem årene, men mens de svenske penge er spildt, står danskerne tilbage med en effektiv lufthavn og et ejerskab i et gældsforklaret flyselskab med stærke aktionærer.
Danskerne indså tidligt, at vi skulle ændre vores energiforbrug og kom tættest på at opfinde vindkraft. Nu har de indset, at flyvningen skal ændres hurtigere, og de har selvtillid nok til at gøre det på en rimelig fornuftig måde.