Annons:

Københavns Lufthavn havde rekordmange rejsende i september

Der er færre fly i luften over Københavns Lufthavn i forhold til for fem år siden, mens antallet af passagerer i en september måned i år er det højeste nogensinde.

Årets første efterårsmåned blev særdeles travl i Københavns Lufthavn. Med 2,8 millioner passagerer er det den travleste september nogensinde. Det er 11 procent flere passagerer end samme periode sidste år og en smule højere end samme periode i 2019. Rejselysten er fortsat dominerende hos både danskerne og europæerne, men det er færre fly, der transporterer de mange passagerer rundt i verden. Antallet af fly, der lettede og landede i Københavns Lufthavn i september, er fem procent lavere end samme periode i 2019. Det skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

“Det er positivt, at vi kan se tilbage på en september måned med rekordmange passagerer, og at passagererne endda transporteres med færre fly, end det var tilfældet for bare fem år siden. September er generelt en stor rejsemåned, hvor mange rejser på ferie, men hvor der også kommer gang i erhvervsrejserne efter sommerferien. Det gælder både dansk erhvervsliv, som rejser ud i verden, men også udenlandske erhvervsrejsende, der tager til Danmark som led i deres forretninger”, udtaler kommerciel direktør i Københavns Lufthavne Peter Krogsgaard.

Knap 23 millioner passagerer på ni måneder
I årets første ni måneder har 22,77 millioner passagerer rejst gennem Københavns Lufthavn. Det er 12 procent flere end i de samme måneder i 2023. Det tegner positivt for året, hvilket også har ført til, at forventningerne til det samlede passagerantal er opjusteret fra 29 millioner passagerer til 29,8 millioner.

“Vi begyndte året med de traditionelt set mindre rejsetravle vintermåneder, men hen over foråret og sommeren har rejselysten virkelig taget fart. Nu er der ikke længe til, at efterårsferien er over os, som mange benytter til at rejse ud og opleve verden. Faktisk ser den stigende rejselyst ud til at fortsætte, og med den netop overståede rekordsommer betyder det, at vores forventninger til årsresultatet er steget”, forklarer Peter Krogsgaard.

London er højdespringeren blandt destinationer
I september er London igen øverst på listen over mest populære destinationer. Flere end 155.000 passagerer rejste denne måned mellem Københavns Lufthavn og en af de tre London-lufthavne Heathrow, Stansted og Gatwick. Hver femte af de rejsende til London flyver derfra videre ud i verden, mens resten ender deres flyrejse i den engelske hovedstad, som blandt andet byder på smukke og historiske seværdigheder, fish ’n’ chips, pubs og musicals.

På top-10-listen over populære destinationer i september er også Amsterdam, Paris, Milano og Istanbul.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.