Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødtes med sin kinesiske kollega under FN’s Generalforsamling i New York, da det blev meldt ud.
Det mangler endnu at blive specificeret, hvornår aftalen træder i kraft.
– Den visumfrie politik forventes at styrke turismen og fremme større udvekslinger mellem de to nationer, lyder det i meddelelsen.
De to ministre drøftede også emner som grøn omstilling og handelsforhold, fremgår det, uden at det konkretiseres.
Hos Dansk Industri har man armene over hovedet på grund af de muligheder, som beslutningen repræsenterer.
Det er noget, som interesseorganisationen har presset på for det seneste år. Det fortæller Peter Thagesen, der er chef for global handel og investeringer i Dansk Industri.
Han påpeger, at danske virksomheder nu slipper for den administrative byrde, det er at sørge for visum til sine ansatte.
– Hvis man er en jysk virksomhed, som har ansatte, der skal til Kina seks eller otte gange om året, så skal de møde personligt op i København for at få det.
Spørgsmål: Overvurderer virksomhederne ikke, hvor meget det betyder at skulle møde personligt op i København for at få et visum til Kina?
– I en travl hverdag er tiden den knappeste ressource, vi har. Det har været en lille snubletråd, men mange af dem kan gøre livet meget besværligt, siger Peter Thagesen.
Han tager beslutningen som et tegn på, at Kina gerne vil tættere på Europa, og at kineserne ikke er interesseret i, at en eventuel handelskonflikt pludselig eskalere.
Beslutningen skal desuden ses i lyset af, at Kina indtil begyndelsen af sidste år var ramt af en meget omfattende nedlukning på grund af coronapandemien.
Det fik ifølge Peter Thagesen op mod 75 procent af de såkaldte expats – folk fra andre lande, der er udsendt til Kina – til at forlade landet.
– Jeg taler med mange virksomheder, som har et større behov for, at deres medarbejder flyver til Kina i dag, fordi de ikke i samme omfang har udsendte i landet længere.