– Vi har befløjet Aalborg – Kangerlussuaq via København i 2024, og vores analyser viser, at der er en god interesse fra kunderne. Mange har dog ønsket, at ruten var en direkte rute og med åbningen af Nuuk International Airport, kan vi nu tilbyde en direkte rute i sommerfartplanen, siger Air Greenland-koncernens administrerede direktør, Jacob Nitter Sørensen.
Største antal direkte flyvninger nogensinde til Grønland fra Aalborg
Der er i sommeren 2025 lagt op til det største antal flyvninger til Grønland nogensinde fra Aalborg Lufthavn, hvor der i alt vil være hele 3 ugentlige afgange at vælge imellem, når forretningsrejsen eller ferien skal planlægges.
– Det er tydeligt, at den nye lufthavn i Nuuk har skabt meget fokus på direkte flyvninger til Grønland fra Nordjylland, da der udover en høj efterspørgsel fra fritidsrejsende er et stort cargopotentiale og mange erhvervsrejsende, der nu kommer udenom en mellemlanding i Kangerlussuaq. I sidste måned annoncerede danske Ruby Rejser to direkte afgange om ugen i juni til september 2025, og nu følger Air Greenland trop med en ugentlig afgang. Ruten kommer i høj grad de jyske rejsende til gode, der billigere og mere fleksibelt end nogensinde kan flyve direkte til Grønland, udtaler lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Det bliver en Boeing 737-800 fra Jettime, med plads til 189 passagerer, der opererer på vegne af Air Greenland og sætter kurs fra Aalborg Lufthavn direkte til oplevelsesrige Grønland, som er kendt for sit imponerende arktiske landskab. Grønland er derfor et paradis for naturelskere og eventyrlystne rejsende, der kan opleve alt fra isbjergsafari til den spændende inuitkultur.