Annons:

Verdens ti bedste lufthavne er kåret – og ingen af dem er europæiske

De skandinaviske hovedstæders lufthavne ligger langt nede på årets rangliste fra AirHelp.

Det viser den årlige opgørelse fra AirHelp, som bistår passagerer med at håndhæve deres rettigheder og sikre dem kompensation, når et fly er forsinket eller aflyst.

Rapporten bygger på 17.550 indmeldinger fra passagerer i 64 lande fra 1. maj 2023 til 30. april 2024 og tager højde for, hvor præcise afgangene er, kundernes tilbagemeldinger og kvaliteten af spise- og indkøbsmuligheder i 239 lufthavne verden over.

Når der tildeles points, vægter præcise ankomster og afgange med 60 procent. Servicekvaliteten vægter med 20 procent og butikker og spisesteder med andre 20 procent.

Vinderen er denne gang Hamad International Airport i Qatar. Lufthavnen er rykket op fra en femteplads sidste år.

Skandinavien ligger langt nede

Nummer to er den internationale lufthavn i Cape Town i Sydafrika, mens Chubu Centrair International Airport i Japan kommer ind på tredjepladsen.

Vi skal helt ned på 25.-pladsen for at finde en europæisk lufthavn. Her løber den regnvejstunge, norske vestkystby Bergen – nemlig Bergen Flesland Airport – med æren, kun to pladser foran næste europæiske lufthavn, nordnorske Bodø Airport, som igen ligger to pladser foran næste europæiske lufthavn, Bilbao i Nordspanien, som er nummer 29 på listen.

Først som nummer 128 kommer Københavns Lufthavn ind, mens Arlanda i Stockholm er nummer 137, begge slået af Gardermoen ved Oslo i Norge, som er nummer 87.

Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg er den helt store overraskelse på listen dog Salt Lake Citys lufthavns indtog på top-10-listen. Den nye lufthavn, som åbnede i september 2020 og ventes at stå helt færdig til efteråret, indtager ottendepladsen og er den eneste amerikanske lufthavn, der ligger i top.

Læs hele artiklen på Berlingske.dk

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.