Annons:

Norwegian-koncernen med 2,6 millioner passagerer i juni – ændrer resultatforventninger for 2024

I juni havde Norwegian 2.245.735 passagerer, mens Widerøe havde 346.747. I alt havde koncernen 2.592.482 rejsende. Det er en stigning i Norwegians passagertal på 11 procent sammenlignet med juni sidste år og en vækst på seks procent for Widerøe. Koncernen nedjusterer resultatforventningerne for 2024 og opdaterer prognosen for enhedsomkostningerne.

Credit: Thomas Brun NTB / Kommunikasjon.

”Jeg er glad for den tocifrede procentvækst i passagertallet for Norwegian sammenlignet med juni sidste år og for den gode udvikling i passagertallet, som Widerøe har. Norwegian har haft en lille nedgang i indtægt per passagerkilometer og belægning, hvilket først og fremmest skyldes en væsentlig kapacitetsøgning på de længere flyvninger. Vi ser frem til at flyve et stigende antal kunder, når de skal på sommerferie i år,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian i en pressemeddelelse.

Kapaciteten (ASK) var 3.706 millioner sædekilometer, hvilket er 18 procent op fra samme periode sidste år. Faktisk passagertrafik (RPK) var 3.126 millioner sædekilometer, op 16 procent fra juni 2023. Belægningen forbedrede sig i forhold til april og maj, mens den var ned et procentpoint fra juni 2023. I juni blev 99,4 procent af de opsatte flyvninger gennemført. Punktligheden, målt på andel afgange inden for 15 minutter efter ordinær tid, var på 75,0 procent, ned 1,4 procentpoint fra juni sidste år. 96 procent af samtlige flyvninger ankom inden for 60 minutter efter opsat rutetid. Selskabet havde i gennemsnit 86 fly i drift i juni i år.

Øgning i nord
I løbet af den sidste måned har Norwegian lanceret en række nye ruter. Flyselskabet har lanceret i alt 50 nye ruter indtil videre i år. Specielt destinationer i Nordnorge er steget i popularitet, og Norwegian har for nylig etableret ti nye ruter mellem Nordnorge og europæiske byer.

”Vi glæder os over den stigende interesse for nordlige destinationer fra Europa. De omfattende rutenetværk, som Norwegian og Widerøe har i Norge, sammen med vores nye ruter i Sverige og Finland, positionerer os godt i forhold til at knytte europæiske rejsende sammen med alt det, som de nordiske lande har at tilbyde længst mod nord,” siger Geir Karlsen.

Widerøe havde en kapacitet (ASK) på 185 millioner sædekilometer i juni. Faktisk passagertrafik (RPK) var 142 millioner sædekilometer, mens belægningen var på 76,8 procent, en stigning på 5 procentpoint fra juni sidste år.

Justerede resultatforventninger for 2024
I forbindelse med resultatfremlæggelsen 24. april for første kvartal fremlagde Norwegian resultatforventninger for koncernen med et driftsresultat (EBIT) på mellem 2,5 og 3,2 milliarder norske kroner for hele 2024. Resultatforventningerne ekskluderede resultater for Widerøe, som Norwegian overtog i januar 2024. Enhedsomkostninger, eksklusive brændstof, for Norwegian var forventet at være på samme niveau som i 2023. Valutakursen mellem amerikanske dollars og norske kroner var antaget til at være 10,5.

Norwegian forventer nu et driftsoverskud (EBIT) for hele koncernen i 2024 på mellem 2,1 og 2,6 milliarder norske kroner inkluderet Widerøe. Justeringerne i resultatforventningerne er hovedsageligt et resultat af fire forhold. For det første en svagere efterspørgsel i andet kvartal med en tilbagegang i både belægning og yield (indtægt per passagerkilometer) sammenlignet med sidste år. For det andet en lønaftale med piloter, der blev højere end forventet, som følge af nye overenskomstaftaler, der blev indgået i dette kvartal. For det tredje forsinkede flyleverancer fra Boeing, som har tvunget selskabet til at indleje ekstern kapacitet svarende til mellem et og to fly i sommersæsonen. Sidst har den norske krone været svagere sammenlignet med den amerikanske dollar. Selskabet anslår også, at enhedsomkostninger eksklusive brændstof for Norwegian vil stige med et lavt, encifret procenttal sammenlignet med 2023.Opdaterede resultat- og omkostningsforventninger er baseret på nuværende fremtidspriser for valuta og brændstof for resten af året.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.