Koncerterne på Friends Arena i Stockholm med megastjernen Taylor Swift har givet genlyd i Danmark. Det skriver Turistmonitor
I stribevis af indslag på både traditionelle og sociale medier er der berettet med begejstring om koncerterne, som også i pinsedagene hev branchedirektør i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen, en tur i medierne.
Han var både i DRs TV-Avisen og TV2s Go’ Aften Danmark og P1 Morgen for at kommentere på koncerten og ikke mindst koncertens økonomi, som folkeligt kaldes Swiftonomics.
I et indlæg på Linkedin lægger Lars Ramme Nielsen ikke skjul på, at han i pinsedagene har kigget misundeligt mod Stockholm, som har fyldte hoteller, spisesteder og mærker en strøm af gæster fra hele verden på grund af koncerterne.
»Det er superærgerligt, at Taylor Swift ikke begunstiger dansk oplevelsesøkonomi med et besøg. For det kan tydeligt mærkes, når superstjerner i hendes kaliber kommer til byen. Det skaber stor omsætning i mange forskellige led af turismen og oplevelsesøkonomien,« skriver branchedirektøren på Linkedin.
Her forklarer han, at omsætningen i Stockholm eksklusiv billetter og indtægter i Friends Arena ifølge Stockholms Handelskammer er beregnet til 300 millioner kroner.
Håb om moderne nationalarena
Lars Ramme Nielsen lægger dog ikke skjul på, at København lige nu mangler en ting for at være med i kapløbet om superkoncerterne, nemlig det rigtige spillested.
»Jeg håber, at vi får en større, moderne Nationalarena i Danmark, og at de gode kræfter bag planerne bærer frugt. For landsholdsfodboldens, koncerterne og Superligaens skyld. Danmark har en styrkeposition på eventområdet. København har de seneste 20 år været blandt de største møde- og konferencebyer i verden. Det skyldes blandt andet effektiv logistik (lufthavne, metro mv.) og styrker inden for sikkerhed, logistik, IT og naturligvis de gode venues. Det er en position som Danmark bør udnytte til fortsat at vinde markedsandele. Men vi bør også kunne beværte Taylor Swift,« lyder det fra Lars Ramme Nielsen.