Annons:

Tivoli fortsætter fremgang: Præciserer resultatforventningerne for 2023

Tivoli har haft et tilfredsstillende 2023. Efter vanskelige år under Covid-19 fortsatte fremgangen i 2023. Tivoli, der i et begivenhedsrigt 2023 kunne fejre 180-års fødselsdag, oplevede en besøgsfremgang på 5% i forhold til 2022. Selv om 2023 blev det vådeste år i dansk vejrhistorie, trodsede gæsterne vejret, og Tivoli nåede godt 4 millioner gæstebesøg, hvilket afstedkom et større aktivitetsniveau, end forudsat ved årets begyndelse. Det betyder, at Tivoli opjusterer resultatforventningerne for 2023.

Tivolis seneste udmeldte forventninger for 2023 var en omsætning i niveauet 1.200 mio. kr. og et overskud før skat i niveauet 100 mio. kr. Efter afslutningen på 2023 forventer forlystelseshaven nu en omsætning i niveauet 1.210 mio. kr., hvilket er ensbetydende med en omsætningsrekord for Tivoli. Resultat af primær drift (EBITDA) forventes at udgøre 225 mio. kr., hvilket ligeledes er ny rekord for Tivoli.

Forlystelseshaven forventer nu et overskud før skat i niveauet 110 mio. kr. Resultatet vil være knap 25 mio. kr. højere end i 2022 og dermed tæt på det historiske rekordår på 121 mio. kr. tilbage i 2018.

 Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch siger:
”Jeg noterer mig med tilfredshed, at Tivoli, trods en 30%-besøgsnedgang i vores vigtigste nærmarked, Sverige, og det vådeste år i dansk vejrhistorie, leverer et solidt, positivt resultat. Det er første gang i Tivolis historie, at omsætningen runder 1,2 mia. kr. At Tivolis forretning står så stærkt, muliggør omfattende, strategiske investeringer i både Haven og anlæg og i Tivolis omfattende kulturudbud i de kommende år”.

Turisme på niveau
Antallet af turister fra bl.a. USA, UK og Tyskland er steget betydeligt sidste år, så Tivoli samlet set er tilbage på niveau med tiden før Covid-19 på turismefronten. Til gengæld er antallet af besøgende fra Sverige og Norge, pga. svækket økonomi og købekraft, faldet med ca. 30%. Det arbejdes der på at få forbedret.

 Forventning til 2024
Det er i de seneste to år lykkedes at styrke Tivolis forretning yderligere, hvilket giver grund til optimisme. Tivoli forventer i 2024 et aktivitetsniveau, en omsætning og et resultat før skat på niveau med 2023.

 Årsrapport på vej

Tivoli offentliggør årsrapport for 2023 den 15. marts 2024 og tager hul på sommersæsonen den 22. marts 2024

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.