Christian Poulsen har været konstitueret CEO siden 30. september 2023, hvor Thomas Woldbye forlod selskabet for at blive CEO for Heathrow Airport i London. Christian Poulsen har i mere end 14 år haft forskellige ledende stillinger i Københavns Lufthavn, herunder stillingen som driftsdirektør (COO) i de seneste fire år.
“Jeg er meget stolt og ydmyg over at få muligheden for at indtræde som CEO for Københavns Lufthavne. Jeg ser frem til at bruge min indsigt og erfaring fra mine år i lufthavnen til at fortsætte ambitionen med at udvikle og løfte lufthavnen til et nyt niveau til gavn for passagerer, samarbejdspartnere og dansk infrastruktur. Jeg vil bidrage til at sikre, at CPH forbliver en attraktiv og konkurrencedygtig lufthavn i mange år fremover,” udtaler Christian Poulsen.